Den første motivation

Hvad der begyndte som starten på min kamp mod de obligatoriske "5 kg" alle vi kvinder ønsker at tabe, udviklede sig til en passion for løb.
Det var ikke planlagt, det var faktisk bare en pludselig indskydelse en torsdag aften, lige efter nytår. Jeg fik en pludselig trang til at røre mig og da jeg havde leget en smule med løbet før (Læs: en meget lille smule) tænkte jeg, at det var det nemmeste at kaste mig over.
Jeg gravede de støvede løbesko frem fra bunden af skabet, fandt noget varmt joggingtøj frem og smed lidt musik i ørerne.
Jeg havde googlet lidt og fundet en løbepartner - Endomondo - der som en tro følgesvend, har tracket hvert et skridt jeg har sat (faktisk flere, men det er en helt anden historie ;)
Min første tur var på beskedne 2,91 km, som blev tilbagelagt på 21,33 min. Hvor meget jeg gik og hvor meget jeg løb, har jeg lykkeligt fortrængt. Men kulden gjorde det lidt nemmere, at presse sig selv til at komme hurtigt hjem ;)
En spæd flamme var tændt og det tog ikke mange dage, før jeg var afsted på den næste løbetur.

 Jeg er kommet en lang vej siden da og kan roligt konstaterer at løbet har bidt sig godt og grundigt fast i mig. På trods af den sene alder jeg er begyndt at løbe i, samt de helt almindelige familiære udfordringer, er det lykkedes mig at skabe resultater for mig selv, på forholdsvis "kort" tid, som jeg i den grad er stolt af. 
En ordentlig stak løbenumre, skabet fyldt med t-shirts, et mål foto og en medalje. Alt det har givet mig blod på tanden, for at opnå mere :) Jeg har i den grad planer om flere målfotos til rammen og medaljer til tavlen. 
Pudsigt at selvom man har rundet de 37 år, så kan ens første medalje, opnået for en egen præstation, få en til at revne af stolthed. Det er MIG der har trænet. Det er MIG der har haft ondt. Det er MIG der har løbet de mange kilometer alene. Det er MIN fortjeneste.
MEN jeg kunne på intet punkt have gjort det uden den helt utrolige opbakning fra min familie. Mine børn der er stolte af mig (både egne og bonusserne) Min kæreste kan ikke få armene ned, fordi jeg har drevet, her til. Uden hans opbakning (og pres...) havde jeg ikke gennemført. TAK SKAT <3

Så 2013 - Here I come :-)