Det er jeg. Rettelse, det VAR jeg.
Førhen kunne jeg ikke løbe uden musik. Jeg var bogstavelig talt stavsbundet til musik. Min største udfordring var, at jeg slet ikke kunne samle mig, når jeg kunne høre min gispende vejrtrækning. Jeg blev altid lidt panisk, for jeg lød som om jeg overhoved ikke kunne få vejret, hvilket fik mig til at stoppe op og gå.
En gammel ven smilte engang af mig og sagde, at jeg skulle prøve at løbe uden musik, for så kunne jeg lytte til min krop og rent faktisk løbe efter min krop, i stedet for, at min krop skulle løbe efter mig. Men jeg lyttede selvfølgelig ikke efter, for hvis jeg skulle løbe uden musik, måtte jeg sætte farten ned og det gav mig følelsen af, næste at løbe baglæns.
Men til Spartas fællestræning, har jeg lært ind til flere små sjove ting. Feks. det med musikken. Det er jo ikke særlig socialt at løbe med ørerne fulde af musik, så kan man ikke høre fællesbeskederne, have fokus på løbet (det er jo trods alt lidt tæt ;) eller hører trafikken. Så jeg prøvede sidste gang at løbe uden høretelefoner og kun med Endomondo i lommen OG hvilken succes oplevelse det var. Jeg løb 15 km uden musik, uden at gispe, uden vejrtrækningsproblemer og havde stadig lidt mere i benene, da vi stoppede. Og igen i søndags, var det samme succesfølelse. Efter 18,5 km, ingen musik i ørerne og lungerne sad hvor de skulle, havde jeg stadig et par km mere i benene (eller et par meter, men hvem tæller -gg-)
Så jeg glæder mig til at løbe mit næste 1/2 marathon UDEN musik i ørerne og opleve den enorme lykkefølelse :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar