mandag den 26. august 2013

Brøndby KvindeTri 2013

Jeg har vidst tidligere skrevet noget om, at jeg har svært ved at sige nej til en god udfordring og da Julius´ mor (en mor fra Jonas´ tidligere børnehave) kom og sagde: "Det skal du da være med til" svarede jeg: "Altså hvis du kan lokke Gustavs mor med os, så er jeg klar".... Og det kunne hun så og så var jeg jo på den. For jeg har aldrig bevæget mig udover mit løb.
Første udfordring var at finde en cykel, der kunne få mig godt på vej, så min mor blev inviteret på kaffe og jeg fortalte om mit lille nye projekt. Hun hoppede på og vupti, så havde jeg en væsentlig bedre cykel, end den jeg selv har stående. Så det blev begyndelsen til at jeg nu cykler på arbejde. Ihvertfald så mange dage, som det kan lade sig gi´ sig :)

Næste udfordring var så svømningen, for sådan rigtig at svømme, har jeg altså ikke gjort siden folkeskolen, hvor det var obligatorisk. Så en dag da vi var med ungerne i Vestbadet, smuttede jeg lige over og svømmede 4 baner. Bare sådan lige for at få følelsen af længden. Det var okay og ikke noget jeg ville bruge mere krudt på.
Og løbet var alligevel en del af min 1/2 marathon træning, så det overvejede jeg ikke så meget. Set i bagspejlet, var der nogen ting jeg ville gøre anderledes, lære at svømme crawl, øve skiftene, dog i mindre distancer bl.a. men men, det bliver til næste års træning ;)

Ugen optil var jeg begyndt at få lidt kriller i maven og det slog mig, at jeg faktisk ikke havde prøvet at cykle meget mere end de 7 1/2 km frem og tilbage fra arbejde, så fredagen inden løbet (om søndagen) cyklede jeg en tur på ca 15 km og bagefter løb jeg 4,5 km. Det var lidt af en øjenåbner, for jeg havde ikke lige kalkuleret med, at ens ben åbenbart bliver til beton, når de flytter sig fra cyklen til jorden. Men jeg fik prøvet "skiftet" og var nu forberedt på det.

Søndag mødes jeg med Bonnie kl. 9:20, så vi kunne cykle sammen til Vestbadet. Spændingen var helt i top, da jeg aldrig har deltaget i et Tri før. Hele logistikken omkring det, var et stort plørehul for mig og det var næste uoverskueligt. Selvom jeg selvfølgelig godt vidste, at der var styr på det, de havde jo trods at arrangeret løbet en hel del gange før, meeeen alligevel.
Men vi kom derud og der var hjælp lige fra starten af. Vi blev dirigeret i den rigtige retning i det øjeblik vi trillede ind. Området med registrering og udlevering af t-shirts og gaveposer var velorganiseret (Dog kunne man måske overveje at uddele gaveposerne EFTER løbet, men det er jo bare mig ;)
Vi mødtes med de piger Bonnie havde deltaget med sidste år, en meget spændt og forventningsfuld flok, samt hendes gamle klassekammerat Birgit, som også først havde tilmeldt sig senere ligesom mig, så vi skulle starte samtidig. Så Birgit og jeg holdt os ligesom til hinanden, da hun heller ikke havde deltaget før. De andre startede 10:50 og vi startede 11.30. Vi fik indlogeret vores cykler og skyndte os over, så vi kunne se de andres svømmestart (og lige fået luret, hvordan de håndterede skiftet :) Selvfølgelig fik de også hepper og klapsalver med på vejen :)
Så blev det vores tur og da jeg havde valgt indendørs og Birgit havde valgt udendørs, ønskede vi hinanden held & lykke og gik hver sin vej.
Jeg var godt spændt. Jeg fik lagt mine ting på pladsen, hvor jeg skulle og gik imod bassinet. Pænt spændt var jeg, da jeg ikke er den store fan af vand. Starten gik og som så mange andre, svømmede jeg brystsvømning. Det kommer man ikke synderlig hurtig frem af (næste år er jeg nød til at have lært crawl) Jeg syntes det var hårdt, mest fordi jeg brugte mange kræfter pga min manglende træning også har jeg nok også drukket ca 1/10 af bassinet ;) Pludselig kan jeg se, min søns veninde og hendes mor for enden af bassinet, stå og heppe på mig. Hvor blev jeg dog bare glad for at se dem :) Tænk at de tog derud, bare for at heppe på mig :) Dejlige piger :) Når men op af vandet og ud til mine ting, blot for at konstaterer, at jeg havde haft mit håndklæde med ind til bassinet. Tilbage igen, hente håndklædet og tilbage til mine ting. I tøjet (det gik overraskende nemt og hurtigt), finde min cykel og mens jeg står og fumler med Endomondo og musik, kommer Birgit, flår cyklen ud af stativet og afsted er hun! Fu.... tænker jeg, efter hende. Jeg får en rigtig god start på cyklingen, selvom jeg syntes jeg er rimelig forpustet. Men jeg har opdaget at min konkurrencegen, er vidst mere veludviklet, end jeg var klar over, for jeg cykler, alt hvad jeg kan.... stort set hele vejen og hele tiden tænker jeg, RO PÅ, du skal også cykle de sidste par kilometer OG løbe 4 km. Men det virker ikke så vigtigt, så jeg giver den total smadder. Cykelturen var 7 km x 3 omgange og på den sidste omgang ligger Birgit og jeg lige efter hinanden. Vi kommer i mål sammen og jeg tænker, så kan jeg lige gå derhen hvor cyklen skal ligges, så kan benene lige hvile.... men Birgit løber med cyklen, fu.... tænker jeg, afsted igen (hvem sagde konkurrencemenneske??) men det havde faktisk en positiv effekt på mine ben, da jeg på den måde kunne løbe stille og roligt og læne mig op af cyklen samtidig :) Pludselig hører jeg min mor råbe: "Kom så Heidi" Hvor glad bliver man lige. Bag hende stod min søde kæreste og Tildemusen og heppede og det varmede heeeelt ind i hjertet <3 Vi får smidt cyklerne og begynder at løbe. Jeg syntes ikke jeg løber så stærkt som jeg gerne ville og jeg får desværre slukket min Endomondo, da jeg vil se hvad tiden er (jeg havde ingen tidsfornemmelse overhoved) Og igen, stod min dejlige kæreste, min mor og bonusdatter og heppede på mig på vejen. Det er bare en fantastisk følelse. Jeg syntes de 4 km var hårde og jeg kan huske at jeg tænkte: "Tænkt hvis man fik begivet sig ud i en større Tri eks. en 1/2 Ironman.... først cykle 90 km, det tror jeg godt jeg kunne, men så at skulle løbe en 1/2 marathon, nope der står jeg vidst af (læg mærke til, hvor nemt jeg ignorerede svømmedelen ;)
Men jeg kom i mål og der stod de igen, med de største smil, kys og kram til mig. Nøj, hvor var jeg glad og stolt over, at jeg havde gennemført mit første Tri. Og at se stoltheden hos min kæreste og min mor, det var helt fantastisk. Det var en total fed følelse at vide, at jeg havde gjort mit bedste, presset mig selv til det yderste og stadig kunne stå, gå og havde det fysisk godt. Lige i hælene på mig kom Birgit, total sej pige og en fed cykel/løbe makker på ruten.
Min tid blev 1:19:29, hvilket jeg er fantastisk tilfreds med og glad for. Nu er barren jo så sat, for næste år ;)


2 km på vej

Der skal lige vinkes og sendes håndkys :-*

Målstregen er passeret og jeg er lykkelig for at have gennemført


Fantastisk dag <3



5 kommentarer:

  1. Tak søde du :) Var du også ude og løbe til DHLén?

    SvarSlet
  2. Hold op hvor er du sej! Og skønt at læse om din oplevelse af din første mini-tri.

    På lørdag deltager jeg i mit 3. mini-tri - en såkaldt GummiTarzan (i stil med iron-man ;-) ). Jeg er bestemt heller ikke fan af svømningen, men kommer igennem, og så begynder konkurrencen for mig. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså, med fare for at lyde selvfed, så følte jeg mig også sej :) Jeg syntes det var en fantastisk oplevelse, at jeg faktisk kan skubbe mig selv så langt, det er vildt fedt :)

      Aii hvor fedt. Hvor er det henne? Lyder spændende :) Dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste der ser sådan på det. Svømningen skal bare overstås, så man kan komme igang med det "sjove" ;)

      Slet
    2. Det var i Aalestrup - men jeg kom desværre slet ikke til start, da jeg havde et styrt på cyklen torsdag med efterfølgende hjernerystelse og hudafskrabning på hage og knæ (havde heldigvis cykelhjelm på).

      Slet